Få hjælp til din midtvejskrise i Silkeborg

Midtvejskrise – en opvågning midt i livet

Et terapiforløb kan hjælpe dig med at finde dig selv, lære dig selv bedre at kende, få klarhed over dine værdier, dine ønsker til livet, og til at turde leve i overensstemmelse med dem. En midtvejskrise kan blive anledningen til en personlig udviklingsproces. Denne proces kan jeg som psykoterapeut hjælpe dig med i min praksis i Silkeborg. Det er kun dig, der kan leve dit liv. Livet skal ikke overstås, det skal leves lige nu!

Overgangen fra første til anden livshalvdel kan være udfordrende. Første halvdel har vi som regel brugt på at få uddannelse, job, partner, børn, bopæl, venner mv. Anden livshalvdel skal gerne fyldes med det, vi brænder for og har lyst til, og hvor vi nyder godt af det, vi har bygget op i første halvdel.

Børnene er blevet store, hvad skal jeg og vi så?

Alderen begynder at kunne mærkes og ses. Børnene er blevet store og måske fløjet fra reden. I parforholdet er der nu tid til, at vi nyder hinanden igen, og her kan vi opleve en krise. Måske er vi kommet for langt fra hinanden, måske har vi ikke længere samme værdier, ønsker og mål i livet, og måske overvejer du en skilsmisse. Og hvad gør du så?

At være i et usundt eller kærlighedsforladt parforhold, hvor du må lukke ned for dig selv, dine følelser, længsel, drømme og håb, gør rigtig ondt. Det er vigtigt at turde mærke dine følelser og behov. Tænke tankerne til ende, se frygten i øjnene og ikke mindst længslen efter kærlighed. Det kan du få hjælp til i et terapiforløb.

Fald ikke i søvn, men tag udviklingen på dig

Uanset om vi er i parforhold eller er alene, så kan vi i denne midtvejsfase opleve kedsomhed, tristhed og utilfredshed. Vi kan opleve, at vi ikke længere ved, hvem vi er, hvad vi brænder for, og hvor vi egentlig gerne vil hen.

Hvis vi falder i søvn i denne fase og ikke tager udviklingen på os, kan vi risikere at blive brokhoveder, fejlfindere, hypokondere, ung med de unge, principryttere eller stille sig selv i en offerrolle i livet. Vi kan også længes efter frihed, til ikke at være bundet og kan komme til at projicere det ud på fx job, partner, bolig. Hvis bare jeg får …… så bliver alting godt igen.

Lev i overensstemmelse med dine værdier og hjerte

Det er sårbart at være i denne overgangsfase. Vi må se os selv i øjnene og tage ansvar for at leve det liv, vi ønsker i overensstemmelse med vores værdier og hjerte. Overgangsfasen kommer under alle omstændigheder, og vi er hver især ansvarlig for vores egen oplevelse af meningsfuldhed og livsglæde.

I terapien kan du få bearbejdet det, der hindrer dig i at leve det liv, du inderst inde ønsker. Har du lyst, mod, vilje og nysgerrighed på dig selv, så er du velkommen til at kontakte mig. Midtvejskrisen kan ændres til at være en opvågning i livet og til at blive den du er, ærligt, kærligt og autentisk.

Psykoterapi hos Anne Bäcklund

Cert. ID-psykoterapeut i Silkeborg